Tillid og fællesskab mod ekstremisme

Det pædagogiske tidsskrift Asterisk stiller spørgsmålet Er tillid, anerkendelse og fællesskab måske de stærkeste våben i bekæmpelsen af den vrede og afmagt i samfundet, der kan føre til ekstreme handlinger?

Hvordan kan man forholde sig pædagogisk til radikalisering og ekstremisme. Det er temaet for det seneste nummer af Asterix, som udgives af DPU, Aarhus Universitet.

Fuck jer!
I en af artiklerne stiller Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at bruge begrebet radikalisering:
”Når man kalder det antiradikalisering, siger man indirekte til de mennesker, som de gode initiativer er rettet imod: ”Ved I hvad, I er potentielle terrorister, men nu laver vi nogle tiltag, så I kan blive glade for at bo her.”
Men man kan næsten høre dem sige: ”Fuck jer, det gider vi da ikke, I skal ikke komme og sige vi er terrorister.” I virkeligheden bør vi glemme al den snak om radikalisering og i stedet tale mere om, hvordan folk her i landet kan få samme muligheder for at udnytte de fælles samfundsgoder.”

Ikke nødvendigvis kriminel
En gruppe forskere fra DPU har undersøgt, hvad der er på spil, når nogle mennesker søger fra ét ekstremt miljø til et andet eller bevæger sig på kryds og tværs af ekstreme grupperinger og bande- og rockermiljøet?
”Når folk først kommer ind i miljøer, hvor der er noget, der begynder at rykke ved deres dagsorden for, hvad der er ret og rimeligt og kriminelt, så går der en bevægelse i gang. Der er nogle spilleregler, som du tilegner dig. Det er ikke ensbetydende med, at du bliver kriminel eller radikaliseret, og det er vigtigt at have nuancerne med, så man ikke stigmatiserer nogle andre,” fortæller Tina Wilchen Christensen, der postdoc på DPU.

Forebyg ”udenforskab”
Netop risikoen for stigmatisering er en af de ting, man skal have i baghovedet, når man arbejder med forebyggelse af radikalisering, lyder det også fra professor MSO Line Lerche Mørck fra DPU, Aarhus Universitet.
Hun har mange års forskning i bandeinvolvering og radikalisering bag sig og anbefaler et tæt samarbejde mellem praksisfeltet og forskningen for at forebygge det, hun betegner ’udenforskab’ – forstået som vrede, afmagt, distance og opposition til det etablerede system og autoriteter.