Der var i alt 35 engagerede deltagere i kurset, fordelt på 22 forskellige medlemsorganisationer.
Flere penge til gode folkeoplysende aktiviteter. Det var baggrunden for, at DFS i sidste uge afholdt fundraisingkursus for medlemsorganisationerne.
Thursday, August 24, 2017
Der var fuldt hus, da DFS i sidste uge holdt fundraisingkursus med Marianne Bigum, specialist i fundraising med en fortid i bl.a. Nordea-fonden. Målet var naturligvis at skaffe flere midler til folkeoplysningen. På kurset var der fokus på, at man i sine ansøgninger er helt skarp på projektets formål og på sammenhængen med organisationens kerneværdier.
Frem med ansøgningerne!
Derudover er der et faldende antal ansøgninger til DFS´ egne puljer, og den udvikling skal gerne vendes, fortæller Helle Bjerregård, chefkonsulent i DFS.
”Vi ved, at det myldrer med ideer og ildsjæle i alle kroge af vores medlemsorganisationer. Så skal det i hvert fald ikke være de praktiske færdigheder i at skrive en god ansøgning, der holder folk tilbage,” siger Helle Bjerregård.
Feedback skaber fremdrift
Jannie Dengaard, bogholder i FN-Forbundet, var rigtig godt tilfreds med kursets mix af oplæg og gruppearbejde.
”Vi fik feedback, som gjorde, at vi kom tættere på det næste skridt i vores projekt. Vi var lidt strandede, men blev meget klarere på, hvordan vi nu kommer videre,” fortæller Jannie Dengaard.
Især muligheden for at præsentere sin idé for en mindre gruppe af de andre deltagere og få feedback, har fået mange positive ord med på vejen i den efterfølgende evaluering.
DFS’ puljer har ansøgningsfrist den 1. september.
Læs mere om dem her.
Marianne Bigum, fra Bigum Consult, delte ud af sin viden og erfaringer med fundraising, også fra uddelingssiden af bordet.