Vestindien penge uddelt

Vestindien penge uddelt

Tuesday, November 8, 2016

En delegation af lokale politikere og journalister besøger Vestindien for at danne sig et indtryk før salget af øerne. Det er rammerne for et doku-drama i Svendborg, som har fået penge fra Folketingets Vestindiens pulje.

Dansk Vestindien postkort 440

Doku-dramaet gennemføres i et samarbejde mellem Naturama Svendborg i samarbejde med Egnsteateret Baggårdsteatret og Svendborg Museum. Elever fra folkeskolens ældste klasser og gymnasieklasser inviteres til at opføre det i ”ægte” Vestindien-kulisser anno 1917 på Naturama.
Til at gennemføre projektet har Naturama modtaget 140.000 kr. fra Folketingets pulje til folkeoplysning om de vestindiske øers historie i anledningen af 100-året for salget af øerne til USA. Puljen, der administreres af DFS, er på 1, 1 mio. kr.
Udvælgelseskomiteen har netop fordelt det meste af puljen til både store og små projekter. Der er stadig 80.000 kr. tilbage, som man stadig kan indsende ansøgninger til. I alt er der givet 15 bevillinger.

Den lokale forbindelse
Flere af de godkendte projekter knytter forbindelse mellem lokalområdet og Vestindien.
Vejle Museerne vil belyse, hvorfor Vejle Amt var en af de få valgkredse, som stemte imod salget. Også Museum Mors vil undersøge, hvordan afstemningen forløb på øen.
Helsingør havde på det tidspunkt egne sukkerraffinaderier med råvarer fra De Vestindiske Øer, og lokale industrifolk ejede store plantager og slaver på øerne. Projektet består af foredrag, men også af en invitation til to gymnasieelever og to 8. klasses-elever fra Vestindien til en uges ophold og skolegang i Helsingør. Også i Nakskov vil lokale foreninger fortælle om sukkerforbindelsen.
I Sorø vil Grænseforeningens lokalafdeling arrangere et foredrag om relationerne mellem Flensborg og Dansk Vestindien.

Mere om Folketingets Vestindienspulje - herunder listen over de projekter, som har modtaget bevilling.

Relaterede nyheder