To rap til regeringen

To rap til regeringen

Thursday, April 14, 2016

Husk nu dannelse og kulturmøde i integrationsarbejdet, og drop udemokratiske hovsa-løsninger på problemer, som ikke eksisterer. Per Paludan Hansen benyttede DFS’ jubilæumsårsmøde til at kritisere to lovforslag, der er på vej fra regeringen. Dermed markerede formanden, at DFS bygger på de samme grundlæggende værdier, som ved stiftelsen i 1941.

PPH 440

DFS’ repræsentantskabsmøde var i år udvidet til en markering af organisationens 75 års jubilæum. Over 100 mennesker var samlet i konferencecenteret Bings på Vesterbro i København. Blandt gæsterne var nogle af de folketingsmedlemmer, som i det daglige er tilknyttet folkeoplysning via bestyrelsesposter i foreninger. Temaet for jubilæumsarrangementet var værdier i folkeoplysningen.

Ny integrationslov
Allerede i sin mundtlige beretning på repræsentantskabsmødet, der indledte dagen, udmøntede Per Paludan Hansen folkeoplysningsværdier som demokrati, aktivt medborgerskab og inklusion i kommentarer til to aktuelle regeringsinitiativer.
”Jeg undrer mig over, at regeringen vil afskaffe de integrationsaktiviteter, der har vist sig at virke,” sagde han med henvisning til et lovforslag, som regeringen har sendt i høring. ”Højskolerne har haft et godt samarbejde med mange kommuner, som har givet flygtninge mulighed for at lære dansk sprog og dansk kultur med et fire måneders højskoleophold. Den mulighed vil blive fjernet.
fterskolerne har været et godt tilbud til uledsagede flygtningebørn. Det bliver meget sværere.
Sprogskolernes danskundervisning må ”ikke stå i vejen” for, at flygtningene kommer i arbejde. Jeg frygter, at manglende sprogkundskaber kommer til at stå i vejen for, at flygtningene kan komme ud på arbejdsmarkedet.”
Per Paludan Hansen bakkede op om, at man lægger vægt på at give flygtninge plads på arbejdsmarkedet
”Men hvis man glemmer uddannelse, dannelse og kulturel integration, så frygter jeg, at vi gentager de fejl, blev begået i 70’erne, og lægger grunden for parallelsamfund, som ingen er interesserede i.”

Imam-hovsa!
Regeringen forbereder også en hurtig ændring af folkeoplysningsloven med det formål at sikre, at den ikke kan bruges til at opnå økonomisk støtte til anti-demokratisk og ekstremistisk propaganda. På baggrund af presse-forlydender om indholdet af et kommende lovforslag, sagde Per Paludan Hansen:
”Det her er hovsa-lovgivning med drastiske konsekvenser. Under påvirkning af en enkelt TV-udsendelse vil man på kort tid ændre en lov, hvor vi sidst, den skulle revideres, brugte to år på at forberede ændringerne. Regeringen vil løse et problem, som stort set ikke eksisterer. Foreningerne omkring Grimhøjmoskeen modtager ikke længere støtte.
Med den nuværende lov har kommunerne alle de nødvendige midler til at forhindre støtte til religiøs-ekstremistisk propaganda. Naturligvis skal vi bekæmpe anti-demokratiske tendenser, men det er helt grundlæggende for folkeoplysningen, at det gør man med oplysning og debat. Det er skadeligt for hele foreningsarbejdet, at politikerne forsøger at signalere handlekraft, mens den handling, de foreslår, slet ikke rammer det, den skal ramme,” sagde DFS-formanden.


Lise Lotte Blixt, folketingsmedlem i Dansk Folkeparti, deltog i gruppearbejdet om folkeoplysningens værdier.

Værdier og handling
Professor Ove Korsgaard talte også om folkeoplysningens værdier. Han opfordrede til, at vi bliver bedre til at påpege sammenhængen mellem på den ene side det værdibårne og demokratiske i folkeoplysningen og  på den anden side det konkrete læringsindhold, hvad enten det er italiensk for begyndere eller broderi.
Den grundtanke dukkede også op, da deltagerne skulle diskutere, hvad der er folkeoplysningens centrale værdier.
På forhånd havde DFS-medlemmerne budt ind med over 30 forskellige værdier. De var inddelt i fem klynger. Hvert bord skulle pege på det vigtigste værdi-ord i deres klynge. I den opsamlende plenumdebat pegede flere på, at det er de fælles aktiviteter og oplevelser omkring et fælles mål, der binder de mange forskellige former for folkeoplysning sammen.

Kanoneren meldte fra
Et andet, men beslægtet tema på jubilæumsårsmødet, var kulturminister Bertel Haarders Danmarks-kanon. Bertel Haarder måtte i sidste øjeblik melde afbud, fordi han skulle til regeringsmøde om imam-lovgivningen. I stedet læste en kontorchef fra ministeriet hans tale, der blandet andet handlede om kanonen, op.
Efterfølgende debatterede Mette Bock, Liberal Alliance, Marianne Jelved, De Radikale, og Peter Juel Jensen, Venstre, Danmarks-kanonen. Der var vekslende grader af begejstring og skepsis. Men de tre var trods alt enige om, at den åbne og inkluderende proces, som skal føre frem til Danmarks-kanonen, kan bruges til at få skabt en vigtig debat.
Det samme gav flere af de tilstedeværende folkeoplysere udtryk for, selv om nogle også advarede mod, at kanonen bliver til en ensrettende tjekliste eller til et kamoufleret forsøg på at tilpasse flygtninge og indvandrere.

Jubilæet
Som en rød tråd gennem arrangementet gik naturligvis DFS’ historiske udgangspunkt og 75 årige historie. Hertil bidrog blandt andet næstformand i DFS og historiker Søren Eigaard, som også har forfattet et kort rids af DFS’ historie og en tidslinje. Begge dele vil senere blive tilgængelige på DFS’ hjemmeside.
Dagen sluttede med Marianne Jelveds jubilæumstale. Hun understregede betydningen af, at folkeoplysningen lever og udvikler sig som en modpol til den herskende tendens til at opgøre alt op i sammenlignelige økonomiske termer, målstyrede aktiviteter og strategisk konsekvens.
”Folkeoplysningen fokuserer på det, der er meningen med det hele, mennesket. Her mødes mennesker mødes i dialog omkring fælles løsninger på tidens udfordringer,” sagde hun.


Ensretning risikerer man ikke at møde i folkeoplysningen. Det blev endnu engang bekræftet, da deltagerne i DFS’ jubilæumsårsmøde skulle udpege det/de vigtigste værdier for folkeoplysningen.Det gav ikke noget éntydigt resultat. Nogle borde valgte andre ord og rettede overskrifter, og fra ét bord lød meldingen, at man skal kombinere ordene i de forskellige klynger.

Kulturminister Bertel Haarders tale

 

Valg til DFS' bestyrelse

Halvdelen af DFS' bestyrelse er på valg hvert år. I år blev disse valgt

  • Ejnar Bo Pedersen, Ungdomsskoleforeningen (genvalg)
  • Anders Hind, DATS -landsforeningen for dramatisk virksomhed (genvalg)
  • Henrik Christensensn ,  DOF (nyvalg)
  • Troels Borring, Efterskoleforeningen (nyvalg)
  • John Meinert Jacobsen, AOF Danmark

Følgende genopstillede ikke:

  • Ingolf Christensen, DOF
  • Niels Glahn, Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark