Pustelnik bliver ny vært på Speakers’ Corner

Pustelnik bliver ny vært på Speakers’ Corner

Wednesday, January 20, 2016

”Det handler det om at få folk til at snakke sammen og skabe en dialog der gør, at vi ikke bare har billeder af hinanden i hovedet, men at vi mødes og ser, at vi alle er rigtige mennesker.” Sådan ser Valdemar Pustelnik formålet med Folkemødet og Speakers’ Corner

Valdemar Pustelnik 440

I tre år har Sebastian Dorset været vært på folkets talerstol på Folkemødet. I år er han optaget af andre opgaver, og vi har derfor hyret en af hans stand-up kolleger, Valdemar Pustelnik til vært.
På Speakers Corner kan alle tale til Folkemødets deltagere. Dansk Folkeoplysnings Samråd og Bornholms Tidende har taget opgaven med at organisere og passer talerstolen.

Frirum
Bornholms Tidende har interviewet Pustelnik for at høre, hvordan han ser på opgaven. Til avisen siger han:
”I bund og grund handler det jo om at få folk til at snakke sammen og skabe en dialog der gør, at vi ikke bare har billeder af hinanden i hovedet, men at vi mødes og ser, at vi alle er rigtige mennesker.
- Folkemødet kan godt blive lidt af en branchefest. Så det med, at have nogle steder hvor alle kan komme til at tale om alt muligt - det er som et frirum. Et sted hvor man ikke behøver at være blevet inviteret af en eller anden organisation for at tale. ”

Bliv overrasket!
Avisen spurgte ham også, hvorfor folk skal komme og lytte til talerne:
”Man kan sige det på den måde, at går man til Venstre, LO eller Kræftens Bekæmpelse ved man hvad man får. Men fra Speakers Corner ved man ikke hvad der kommer til ske. Og tit, når man bliver overrasket, så kan man blive bekræftet i sine egne holdninger - og måske også blive flyttet lidt.”

Direkte fra CBS
Pustelnik er komiker med et tvist. For han har 10
års erfaring med arbejde i politiske organisationer, og en kandidatgrad i politisk kommunikation fra CBS. Og det gør ham til et rigtig godt valg, til en scene hvor der kan tales om lidt af hvert.
Scenen Speakers Corner vil igen i år være placeret på Cirkuspladsen i Allinge, umiddelbart overfor Hovedscenen, hvorfra de politiske partier holder deres oplæg. Man kan gå direkte fra græsset og på talerstolen, når der er ledigt. Man kan også booke en tid inden Folkemødet.