Inspirationskatalog: 12 folkeoplysende flygtningeaktiviteter

Inspirationskatalog: 12 folkeoplysende flygtningeaktiviteter

Thursday, June 2, 2016

En socialøkonomisk virksomhed tilbyder frirum, kvalitetstid og netværk til flygtninge.
Et aftenskolehold samler danskere og flygtninge om håndarbejde af genbrugsmaterialer.
På en fri fagskole møder eleverne flygtninge, der er i praktik på skolen

Tre ud af 12 spændende eksempler på folkeoplysning for flygtninge. De er samlet i et nyt katalog.

Inspirationskatalog forside 220

Højskoler og amatørteatre, daghøjskoler og kulturhuse, foreninger og aftenskoler. Hver på deres måde tilbyder de undervisning og fællesskab for flygtninge. 12 af dem er med i kataloget, der er udgivet af ”Folkeoplysning for Flygtninge”.

Citater fra kataloget
”Vi fortæller om dansk skik og brug og om kulturen på en dansk arbejdsplads. Vi kommer ind på helt jordnære ting som vigtigheden af, at man kommer til tiden. Vi fortæller om, hvordan man i vores kultur omgås med personer af det modsatte køn. Og i undervisningen diskuterer vi også de bredere værdier som ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Deltagerne vil rigtig gerne vide noget om, hvordan danskerne lever.” (Lillian Møller Jensen, forstander i FOF Esbjerg om arbejdsmarkedsrettet integrationsprojekt i samarbejde med kommunen).

”Vi kunne se, at den fælles fortælling og den fælles fysiske oplevelse kunne bidrage til et andet slags møde end det, man oplever til daglig. At oplevelsen for en kort stund kan opløse nogle af vores forskelligheder og åbne nye døre i kraft af den kropslige erfaringsverden, som vi alle deler. ” (Peter Rafn Dahm, konsulent i DATS, om teaterløb for flygtninge og danskere)

"Jeg lærer at kommunikere med mennesker fra et andet land og med en anden livsstil. Vi lærer at forstå andre mennesker og give dem en chance, og på den måde får vi nye venner og et bedre forhold til vores naboer på asylcentret." (Shahd Shemi fra Damaskus, der deltog i Mellemfolkeligt Samvirkes kursus for asylansøger på asylcentret Avnstrup)

Næring til nye projekter
I katalogets forord skriver redaktionen: ”De 12 cases udgør kun et lille udsnit af de mange flygtningetiltag, som de folkeoplysende skoler og foreninger har gang i.  Men der er plads til endnu flere. Vores håb er derfor, at inspirationskataloget vil give næring til mange nye projekter – både i og uden for folkeoplysningen. ” 

 

Inspirationskataloget ”Til det fælles bedste” (pdf) til download og print

Trykte inspirationskataloger
Skoler, foreninger, ansatte og medlemmer af de landsorganisationer, som er med Folkeoplysning for Flygtninge kan bestille eksampler af kataloget i deres egen organisation (Medlemmer af Folkeoplysning for Flygtninge)
I begrænset omfang kan andre bestille kataloget ved at skrive til DFS: dfs@dfs.dk

Mere om Folkeoplysning for Flygtninge