Ingen overligger

Ingen overligger

Thursday, August 25, 2016

Søren Jensen levede i mange år med sin ordblindhed. I en video fortæller han, hvad der skete, da han overvandt sig selv og begyndte på ordblindeundervisning: ”Jeg bliver nok ikke nogen ny H.C. Andersen, men der er ingen overligger for, hvor langt jeg kan nå,” siger han.


”Nu er jeg der, hvor jeg kan lave plakater på arbejde, og jeg ser frem til den dag, hvor jeg selv tilbyder at skrive referatet fra et møde på arbejde.”

”Der var to grunde til, at jeg ikke havde lyst til at begynde på kurset. Jeg forventede, at jeg ville møde superpædagoger, der nussede mig bag ørerne og talte om min hårde barndom. Og så havde jeg haft nederlag nok i skolen. Det havde jeg ikke lyst til at gentage,” siger Søren Jensen.
Selv om han havde sagt ja til et ordblindekursus i arbejdstiden, fandt han på alle mulige undskyldninger for ikke at møde op første gang på Hovedstadens Ordblindekursus. Men undervisnignen viste sig at være lige på og hårdt. Det krævede arbejde eller rettere træning, som Søren Jensen fortæller med henvisning til et langt liv i fodboldverdenen.

Læring, der forandrer
I en otte minutter lang video får vi Søren Jensens beretning om, hvordan han levede i mange år med ordblindhed. Men han fortæller også, hvordan det begrænsede ham – og ikke mindst, hvilke muligheder ordblindeundervisningen og gode it-redskaber har givet ham.
Videoen er en del af et europæisk projekt, Live and Learn, som DFS har deltaget i. Ud af projektet er også kommet tre andre videoer med mennesker, der har ændret deres tilværelse ved at deltage i voksenuddannelse.

Citater
I videoen siger Søren Jensen blandt andet:

”Jeg har altid synes, at jeg var hamrende klog. Som Gummi-Tarzan siger: Man er altid god til noget, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

”På mit arbejde i sportshallen på Indre Nørrebro sagde min chef nogle gange. Min chef sagde, uanset om der har været skyderier, eller huset brænder, så står der aldrig noget i dagsrapporten. Så måtte jeg jo gå til erkendelse.”

”For bare to timer siden ringede min datter til mig og sagde: Er det virkelig dig, der har skrevet den SMS. Det er den længste, du nogensinde har skrevet.”

”Nu er jeg der, hvor jeg kan lave plakater på arbejde, og jeg ser frem til den dag, hvor jeg selv tilbyder at skrive referatet fra et møde på arbejde.”

Når man er kommet i gang
I juni måned deltog Søren Jensen i en præsentation af Live and Learn projektets videoer i Bruxelles. Her kunne han fortælle, at han er i gang med et kursus om event-koordinator, som han kan bruge på sit arbejde.

Ingen overligger - video

 


Live and Learn var et to-årigt projekt, støttet af EU-programmet Erasmus+. Partnerne kom fra Portugal, England, Finland og Danmark. Desuden deltog EAEA (European Association for the Education of Adults). Dansk Folkeoplysnings Samråd var den danske partner. I hvert land blev der produceret to videoer:

  • En video med et menneske, der havde ændret sin tilværelse gennem voksenlæring. Disse fire videoer skal bruges som kampagne-materiale for folkeoplysning og voksenuddannelse.
  • En video med en voksenunderviser, som fortæller om sine undervisningsmetoder. Disse fire videoer skal inspirere andre voksenundervisere på tværs af Europa.

 

Alle otte videoer (på de fire nationale sprog og med engelske undertekster) er blevet offentliggjort som et særnummer af ELM – European Lifelong Magazine. Til hver af de fire videoer med undervisere hører en artikel med mere detaljerede oplysninger om metoderne.

Elm præsenterer otte Live and Learn videoer

Om kort tid vil det også blive muligt at se de portugisiske, engelske og finske videoer med danske undertekster.

Relaterede nyheder