Årlige puljer fra Kulturministeriet til folkeoplysning

Årlige puljer fra Kulturministeriet til folkeoplysning

Friday, September 16, 2016

Kulturstyrelsen har nu åbnet for ansøgning til ministeriets to puljer på folkeoplysningsområdet. I år er der fokus på samarbejde med folkeskolen og på inddragelse af nye borgergrupper.

Kulturministeriet 400

Det drejer sig om i alt 3,920 mio. kr. fordelt ligeligt på to puljer på folkeoplysningsområdet: 1)Folkeoplysningspuljen og 2) Puljen til større tværgående udviklingsprojekter på højskole- og folkeoplysningsområde. Ansøgningsfrist er 27. oktober.

Folkeoplysningspuljen
Fra denne pulje kan der søges om tilskud på mellem 15.000-200.000 kr. til mindre projekter inden for et af disse indsatsområder:

  • Folkeoplysningens samarbejde med folkeskolen/åben skole. Indsatsområdet retter sig mod projekter, hvor foreninger m.v. arbejder med at realisere et samarbejde med folkeskolen som led i åben skole, herunder har fokus på organiseringen, øget viden (videndeling) og kompetenceløft
  • Inddragelse af nye brugergrupper i foreningslivet. Indsatsområdet er rettet mod projekter fx socialt udsatte børn og unge, flygtninge, handicappede eller andre for hvem deltagelse i folkeoplysende voksenundervisning eller det frivillige foreningsliv er uvant.

Puljen til større tværgående udviklingsprojekter på højskole- og folkeoplysningsområdet
Fra denne pulje kan der søges tilskud til større tværgående udviklingsarbejder og rådgivningsvirksomhed primært med sigte på højskoler og sekundært med sigte på folkeoplysning. Der ydes alene tilskud til projekter på 200.000 kr. eller mere. I behandlingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på, at projektet kommer det samlede højskole- eller folkeoplysningsområde til gavn, og at ansøgeren i forvejen har erfaring med større tværgående højskole- eller folkeoplysningsprojekter.