Voksenlæring betaler sig

Voksenlæring betaler sig

Tuesday, January 6, 2015

Det giver et betydeligt afkast for økonomien, individet og samfundet, når der investeres i voksenlæring. En artikel i det seneste nyhedsbrev fra InfoNet Adult Education refererer et tværeuropæisk forskningsprojekt. At ikke-formel læring styrker demokratiet, er temaet for en anden artikel.

InfoNet 160

InfoNet Adult Education er et tværeuropæisk EU-støttet netværk, der skriver, samler og udgiver artikler om voksenlæring i Europa. Artiklerne publiceres på engelsk. DFS er projektpartner.
Otte gange om året udsender InfoNet et nyhedsbrev, der præsenterer de senest publicerede artikler.

Økonomisk og demokratisk
I det nyhedsbrev, som udkom lige før jul, fremhæves en artikel af InfoNet’s østrigske korrespondent Ricarda Motschilnig med overskriften ”Nu er det officielt: Investering i voksenlæring betaler sig”. Artiklen refererer et forskningsprojekt, der er blevet gennemført i nitten europæiske og ikke-europæiske lande. Ifølge projektanalysen har voksenlæring større betydning for innovation end videregående uddannelse.
Hetty Roth, der er InfoNet’s svenske korrespondent, har interviewet generalsekretæren i det svenske Folkbildningsrådet, Britten Månsson-Wallin. Hun fortæller, at Sverige lovgivning garanterer borgerne ret til livslang læring, og at det er vigtigt at forsvare folkeoplysningen som en del af den livslange læring. Det styrker demokratiet, siger hun.

Europæisk nytteværdi
Nyhedsbrevet præsenteres således af InfoNets redaktion:
”Hvad voksenundervisere lærer og erfarer i én del af Europa kan inspirere voksenundervisere i andre lande og hjælpe dem til at forbedre kvaliteten af deres egen undervisning. I InfoNet ser vi det som en af vores centrale opgaver at formidle sådan en udveksling på tværs af grænserne. I denne udgave af nyhedsbrevet er der blandt andet artikler om læring i lokalsamfundet, motivation af dårlige læsere og læring på tværs af generationer.
Samtidig vil vi fremme europæisk samarbejde og sammenligninger mellem europæiske lande. I denne udgave beretter en artikel om afkastet på investeringer i voksenlæring. En anden artikel er baseret på et europæisk projekt om fængselsundervisere. Endelig sammenligner to InfoNet korrespondenter tværgenerationel undervisning henholdsvis Italien og Holland.