Samtalekort: Har vi lov til det?

Samtalekort: Har vi lov til det?

Friday, January 16, 2015

Hvad betyder det for dig at have stemmeret? Hvordan bruger du din ytringsfrihed? Hvor langt må man gå i sine ytringer på facebook? Et par af spørgsmålene fra et sæt samtalekort, der kan sætte demokratiet til debat i anledning af Grundlovsjubilæet 2015.

Grundlovssamtalekort forside 160

Grundtvigsk Forum og Dansk Folkeoplysnings Samråd har produceret de 36 samtalekort i anledning af Grundlovsjubilæet i 2015. Kortene kan bruges alle steder, både i undervisning og til lokale debatmøder, samtalesaloner m.m. i folkeoplysningen og foreningslivet.

Tag ikke demokratiet for givet
På Midtfyns Efterskole finder man det vigtigt at samtale om demokratiet:
”Vi har en tendens til at tage demokratiet for givet. Efterskoleeleverne er på vej ind i voksenlivet og den selvstændighed, de udvikler, når de er hjemmefra bør også handle om at få øje på forudsætningerne for det samfund, man skal være aktiv deltager i” siger forstander Mette Sanggaard Schultz, der har tænkt sig at benytte samtalekortene med eleverne.

Legende og levende
Samtale og demokrati er ligeledes et væsentligt omdrejningspunkt i højskolesammenhænge:
”Det er svært at forestille sig spørgsmål, der er vigtigere at debattere i en højskolesammenhæng, end de spørgsmål, der omhandler vores demokrati og det forsøg på at skabe en ramme om vores fælles liv, som kommer til udtryk i Grundloven”, siger Jonas Møller, pædagogisk konsulent, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, og fortsætter:
”Til det formål er samtalekortene et fremragende redskab, der på en legende og levende måde formår at skabe et rum, hvor samtalen mellem mennesker kan løfte sig.”

Et kompakt værktøj
”Der rejses en lang række meget interessante problemstillinger og dilemmaer med stort potentiale til at kickstarte en debat om en bred vifte af emner inden for bl.a. samfundsfag på ungdomsuddannelserne,” siger Claus Corneliussen, lektor, ph.d., Rungsted Gymnasium. Han tilføjer:
”Et superfint lille kompakt værktøj i underviserens skoletaske, der kan tages op, hvis der er nogle minutter tilbage af modulet, eller hvis man har brug for en lidt anderledes icebreaker til opstart af en nyt forløb. Emnerne spænder meget bredt og kan bruges i en række forskellige fag fra samfundsfag over historie til dansk og retorik etc.”