Folkeoplysere blogger

Folkeoplysere blogger

Wednesday, February 11, 2015

Når Omar flygter. Disciplin og karakterer. Borgere eller forbrugere. Støjbergs behov for at gå til dans. Det er nogle af de meget forskellige strenge, som repræsentanter for folkeoplysende organisationer slår an på et nyt blogsite: Værdier på spil.

Værdier på spil blog 440

De fleste er bestyrelsesmedlemmer i DFS. Alle arbejder de til dagligt med folkeoplysningen. Men som folkeoplysere vil de også have en stemme i den offentlige debat om de store samfundsspørgsmål.
Derfor har de oprettet hver deres blog på blogsitet ”Værdier på spil – stemmer fra folkeoplysningen”.

Under pres
Deres udgangspunkt er, at folkeoplysningens grundværdier er under pres. I præsentationen af blogsitet kan man læse:
”Den offentlige debat om samfundet er blevet underlagt et økonomiske rationale, hvor kun det, der kan måles og vejes, og som kan aflæses i bruttonationalproduktet, har værdi. Samtidig breder der sig en de-og-os tilgang til samfundets problemer, som undergraver tilliden og sammenhængskraften.
Det står i modsætning til de værdier omkring demokrati, dannelse og uddannelse, som har defineret folkeoplysningen. Vi har oprettet bloggen for at tale op imod nogle af de dominerende samfundsfortællinger.”

Gode oplevelser og vrede
Det har fået Joakim Juul Vædele fra Grundtvigsk Forum til at opfordre Inger Støjberg til at gå til dans – med afsæt i hans egne erfaringer med at møde en mangfoldighed af mennesker på et dancehall-hold.
John Meinert Jakobsen fra AOF-Danmark råber vagt i gevær, fordi demokratiet er på skrump. ”Danskerne er ikke længere borgere, men derimod forbrugere,” skriver han.
DFS’ sekretariatsleder, Trine Bendix, er vred over ligegyldighed og laden-stå-til: ”Når Omar som flygtning i Fåborg efter 2 måneder i landet ikke har haft en samtale med en dansker, der har varet længere end 4 sekunder, bliver jeg vred.”
Søren Eigaard fra Folkeuniversitet taler med store bogstaver: ”Fællesskab og holdmentalitet skal bekæmpe den DISTANCE, den ISOLATION og de SOLOUDBRUD, som er truslen mod os i dag.” 

Kridter banen op
Blogsitet er oprettet som en del af Folkeoplysningens Debatuddannelse - et kursus, som DFS har iværksat med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirkes uddannelsesafdeling.
Kurset løber frem til slutningen af marts. Undervejs vil nye blogtekster bliver offentliggjort, og de må meget gerne kommenteres på sitet. Efter kursets afslutning vil de ni folkeoplysere blogge videre. Som der står i præsentationen: ”Nu kridter vi banen op, så vi kan få andre værdier i spil.”

Blogsitet Værdier på spil er lukket.

Relaterede nyheder