Styrk kompetencerne – på din egen måde

Styrk kompetencerne – på din egen måde

Thursday, April 10, 2014

Vi har alle brug for at styrke vores kompetencer – af vidt forskellige grunde. Derfor er det godt og vigtigt, at der i Danmark er et bredt spekter af tilbud om læring til voksne. Det er disse tilbud, som Læringsdage 2014 sætter fokus på.

Christine Antorini
"Læringsdage 2014 er med til at gøre endnu flere borgere opmærksomme på de mange læringstilbud for voksne,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

• Hver sjette dansker har svært ved at læse selv enkle tekster og flere og flere har brug for at læse og anvende IT på jobbet.

• Fremover skal vi alle kommunikere digitalt med stat og kommune.

• Mange flere kan få glæde af litteraturen og dens evne til at gøre os kloge og udfordre vores verdensbillede

Bedre læsere
Det er bare tre eksempler på, hvorfor borgerne kan få glæde af bedre kompetencer. Heldigvis eksisterer tilbuddene allerede: På VUC, aftenskoler og daghøjskoler, på biblioteker, erhvervsskoler og AMU-centre – og på arbejdspladser og i fagforeninger samt mange flere steder.
”En halv million danskere har svært ved at læse. Det gør det vanskeligt at klare sig på mange arbejdspladser. Vi har gode uddannelsestilbud i form af bl.a. Forberedende Voksenundervisning (FVU) for at afhjælpe problemet, og flere og flere benytter sig heldigvis af tilbuddet om at blive bedre til at skrive, læse og regne.
Læringsdage 2014 er med til at gøre endnu flere borgere opmærksomme på de mange læringstilbud for voksne,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

Stor opgave

”Jeg er rigtig glad for, at biblioteker, aftenskoler og andre folkeoplysere er så engagerede i at sikre, at flest mulige borgere bliver klædt på til at kommunikere med det offentlige via hjemmesider, e-mails og facebook. Sammen med andre uddannelsesinstitutioner har de en stor opgave at løfte. Jeg håber, at lokale samarbejder om Læringsdage 2014 vil nå ud til mange mennesker med alt fra it-tilbud til ” Danmark Læser”, Kulturministeriets kampagne for at få flere til at læse romaner,” siger kulturminister Marianne Jelved.

Logo Læringsdage 440

Læringsdage 2014 finder sted i uge 19 (5.-11. maj).

Bag læringsdage står:
Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, Dansk Folkeoplysnings Samråd, VEU-centrene, Danske SoSu-skoler, Lederforeningen for VUC, og Danmarks biblioteksforening.

DFS linkLæs mere om Læringsdage

Arrangerer du Læringsdage – eller overvejer du, så kontakt Udviklingskonsulent Stine Hohwü-Christensen, DFS, shc@dfs.dk, 33 26 03 76