Vejen fra musikskole til amatørorkester

Vejen fra musikskole til amatørorkester

Wednesday, September 4, 2013

Det vrimler med unge på landets musikskoler, men få af dem ender i den voksne amatørmusik. En undersøgelse forsøger at finde forklaringen. Hvad skal der til for at få flere unge med i amatørorkestrene?

Amatørorkester 320
Viborg Concert Band

Flertallet af danske amatørorkestre har en overvægt af medlemmer på over 50 år, og en del af dem har vanskeligt ved at trække nye, unge medlemmer til sig. Det er baggrunden for en undersøgelse med titlen ”Hvor går musikskole-eleverne hen, når de går ud”.
Alle tre aktører er blevet spurgt: nuværende og tidligere musikskoleelever, musikskoler med orkesterarbejde og amatørorkestrene.

Efter grundskolen
Undersøgelsen bekræfter udgangspunktet. De 50-60 årige er klart den stærkest repræsenterede aldersgruppe i amatørorkestrene. Til gengæld står orkestrene ikke i en paniksituation. Der er flere, der melder sig ind end ud i alle aldersgruppen undtagen 70+’erne.
Musikskolerne forklaring på, hvorfor de unge ikke fortsætter med musikken i amatørorkestrene, er overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Nogle tager på efterskole. Andre får en mere krævende skolegang med længere transporttid.
Helt så entydig er de unges egen forklaring ikke. Bortset fra dem, der stadig spiller i musikskolens orkester, er markante forklaringer:
- Jeg kender ingen i noget orkester
- Jeg laver noget andet på deres faste øveaften
- Jeg er ikke dygtig nok
Men de fleste besvarelser er landet i kategorien ”andet”, hvilket antyder, at den egentlige forklaring ikke er afdækket endnu.

Det sociale samvær
For orkestrene er det særlig interessant, hvilke initiativer der ifølge de unge selv kunne gøre dem mere interesserede. Skulle det overraske nogen, så er ”en spændende folder” ikke vigtigt. Hjemmeside til dels, men gratis prøveperiode og kontingentrabat er vigtigere.
Den sociale side er også vigtig for de unge. De lægger vægt på de sociale aktiviteter, og de foretrækker helt tydeligt at dele pult eller stemme med et erfarent orkestermedlem frem for at få mulighed for ”første-pulte” og ”soloer”.
Endelig efterlyser de unge, at musikskolerne i højere grad viser vejen videre til amatørorkestrene. I det lys er det påfaldende, at undersøgelsen ikke tyder på, at det er noget, som musikskolerne lægger særlig stor vægt på.

DFS linkRapport om undersøgelsen

Dansk Amatørorkester Samvirke (DAOS) har sammen med Odense Musikskole, Danske Musik- og Kulturskoleledere (DMKL) og Dansk Amatørmusik (DAM) taget initiativ til dette analyseprojekt, som støttes økonomisk af Kunststyrelsen og Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS).

Efter afslutningen af spørgeskemaundersøgelsen blev der afholdt en workshop i juni, hvor der også blev fremlagt resultatet af en række kvalitative interviews. På baggrund af det samlede materiale og workshoppen vil organisationerne bag undersøgelsen senere i år udgive et katalog over, hvad det enkelte orkester kan gøre for at tiltrække flere unge.