Forskning om folkeoplysningen

Forskning i folkeoplysning

Thursday, March 21, 2013

Kan ånden i højskolefællesskabet bruges til at udvikle sundhedspædagogikken? Hvor er sammenhængen mellem efterskolens hovedsigte og deres pædagogiske praksis? Det er temaerne for to af de få forskningsprojekter, der er gennemført inden for det seneste år om folkeoplysning.

De to projekter optræder på en liste, som udviklingskonsulent Agnethe Nordentoft har udarbejdet til Nationalt Center for Kompetenceudvikling (NCK). For tredje år i træk vil NCK udgive en rapport, der gennemgår den nye forskning på Voksen- og Efteruddannelsesområdet. 

Meningsfuld sundhed
På listen er "Meningsfuldt fællesskab - Meningsfuld sundhed", der er gennemført af Karen Wistoft og Mikkel Stovgaard fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Århus Universitet, Camp Empdrup, i samarbejde med Højskoleforeningen.
I projektets konklusion står bl.a.:
"Synspunktet om, at "sundhed moralsk formidlet ikke giver mening i højskolernes regi", kan her bidrage til en sundhedspædagogisk erkendelse af, at mennesker ikke blot er rationelt eller bevidst  skal lære at forholde sig til og leve et sundere liv, men at der kan forventes en helt anden slags forandring og handling, når det accepteres, at mennesker (gen-)skaber sig selv i omgivelser, der rummer frihed, glæde og samhørighed."

Dannelse og pædagogik
Bogen "Dannelse der virker - efterskolens pædagogik" er et andet resultat fra folkeoplysningens verden. Den er skrevet af Alexander von Oetingen, Christina Hvas Andersen, Niels Buur Hansen og Leo Komischke-Konnerup, og den er udgivet i et samarbejde mellem Efterskoleforeningen og UC Syddanmark.
I en anmeldelse i Efterskolebladet skriver efterskoleforstander Heine Boe:
"Målet har været på den ene side at give en grundig beskrivelse af sammenhængen mellem efterskolens hovedsigte og efterskolernes pædagogiske praksis og på den anden side på et forskningsmæssigt grundlag at kunne dokumentere efterskolens værdi for det danske samfund."

Tomme felter
Den øvrige liste ser således ud:

  • "Samværets betydning", projekt afsluttet i 2012 med diverse udgivelser
  • "Kombinationsprojektet", projekt afsluttet i 2012 med diverse      udgivelser
  • "Mere end en skole, De danske efterskolers historie" (2012)      af Johns. Nørregaard Frandsen, Knud Bjarne Gjesing og Harry Hau.      Udgivelsesår: 2012.
  • De frie fagskoler har i 2012 igangsat et projekt God praksis i Frie      Fagskoler" om gøremålsundervisning og læreprocesser og deres indflydelse      på elevernes færdigheder for at blive uddannelsesparate. VFFS er      tilknyttet. Der bliver først publiceret i 2013.
  • Projekt "Lokale ungepartnerskaber" (produktionsskolerne)
  • Projekt Hvordan får vi flere nydanskere på produktionsskole? -      herunder rapport "Produktionsskolernes indsatser i forhold til de nydanske      elever " (jan 2012)

Fra oplysningsforbundene, daghøjskolerne og Folkeuniversitetet er tilbagemeldingen at der ikke er udgivet noget med forskningsbidrag i 2012. Men der er store forventninger til, at forskningen på dette område vil blive løftet, når Videnscenter for Folkeoplysning (Vifo) snart bliver en realitet.