Flere skal gennemføre – også på VUC

Flere skal gennemføre – også på VUC

Monday, April 29, 2013

Flere skal gennemføre – fokus på veje og muligheder. Det var temaet for VUC Årsmødet 2013. Børne- og undervisningsministeren pegede på samarbejde på tværs af skolerformer og institutioner som en af vejene.

VUC 160

På erhvervsuddannelserne er gennemsnitsalderen 21 år ved start og 28 ved slut, mens kursisterne på VUC-centrene bliver yngre og yngre, konstaterede Christine Antorini. Målgrupperne ændrer sig og det er vigtigt at ramme den pædagogik, der løfter, sagde hun i sin tale på årsmødet den 22. april.
Mødet, der var arrangeret af VUC bestyrelsensforeningen og Lederforenngen for VUC i fællesskab, fandt sted på Nyborg Strand.
Ministeren roste VUC-centrene for deres arbejde og pegede på en række indsatsområder for at bidrage til at kvalificere dette arbejde yderligere. Det drejede sig om overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse med fokus på motivation hos de unge, troen på og lysten til at lære.
Fleksibel organisering af undervisningen med kursisten i centrum, som muliggør løft på en anden måde især for de, der kommer fra hjem uden tradition for uddannelse. Udvikling af evalueringskulturen samt internationale

Samarbejde på tværs
Endelig opfordrede hun til mere uddannelsessamarbejde på tværs af skoleformer og institutioner og håbede, at flere end de tre VUC-centre, som i 1. runde har meldt sig til deltagelse i Ny Nordisk Skole, vil være med ved næste invitation.
Hun nævnte Campus Frederikssund, hvis formål er at gøre Frederikssund til en attraktiv uddannelsesby, og som udover VUC omfatter stx, hhx, merkantile erhvervsuddannelser, 10. klassecenter, grundskole, ungdomsskole, produktionsskole og UU.
På spørgsmål fra salen om fleksuddannelsen svarede ministeren, at den afventer erhvervsuddannelsesudvalgets rapport, fordi den skal være en tredje ungdomsuddannelse for de unge, som ikke er parate til de gymnasiale eller erhvervsrettede uddannelser. Den skal være fleksibel, foregå i små hold og bygge på samarbejde på tværs. Blandt aktørerne vil VUC-centrene være naturlige medspillere.

Faglighed som del af en social agenda
Dagens øvrige oplægsholdere tog fat i temaet Flere skal gennemføre – fokus på veje og muligheder. Tidligere kommunaldirektør Klaus Majgaard lagde op til spørgsmålet om, hvordan vi skaber læringsmiljøer, som bryder den polarisering, vi ser blandt unge i dag, og hvor faglighed nødvendigvis må ses som del af en social agenda.  
Camilla Bjerre Damgård fra rådgivnings- og analysefirmaet Damvad ridsede udviklingen op fra et samfund med vægt på livslang læring til læring for samfundets nytte.
Hun præsenterede tal og kursistprofiler fra en for nyligt gennemført undersøgelse af videreuddannelseshyppigheden for AVU-kursister. 30 % fortsætter videre og der blev efterfølgende summet over, om dette er ’nok’.
Der blev også summet over, hvem det er vigtigt for VUC at samarbejde med, for at videreudvikle gode læringsmiljøer. Viljen til samarbejde med andre skoleformer, herunder de folkeoplysende, var bestemt tilstede, men der ligger barrierer i de forskellige tilskudssystemer.

VUC’s identitet
 Vicedirektør Bjarne Lundager fra tænketanken DEA konstaterede i sit oplæg, at presset på Danmark som led i den globale udvikling betyder, at VUC bør gøre sig klart, om de vil være en uddannelsesinstitution eller en social institution.
Han hævdede, at de unge voksne ikke bare leder efter en lærer, men en identitet. For at kunne give dem dette, er det nødvendigt for VUC selv at have en.
Især to kursister fra salen følte sig provokeret og fortalte, at deres oplevelse af VUC er, at kursisterne mødes der, hvor de er, og at netop dette gør, at de gennemfører uddannelser, som de ikke tidligere havde troet de ville kunne.

 

Annemarie Holm deltog i VUC Årsmøde som gæst fra DFS