”Utrolig lydhør over for borgerne” og ”fortæller ærligt om de ting, han tager med hjem”. Det var to af folkemødedeltagernes begrundelser for at nominere Esben Lunde Larsen til Folkemødets Dialogpris.
Folkemødets deltagere og en jury udpegede folketingsmedlem Esben Lunde Larsen (V) som den politiker, der har været bedst til at gå i reel dialog under Folkemødet. Derfor modtog han Folkemødets Dialogpris.
”Juryen har lagt vægt på, at modtageren skal være en politiker, der udvikler sit politiske virke gennem dialog – uafhængigt af rammer og scene,” sagde Per Paludan Hansen, da han overrakte prisen fra Speakers’ Corner.
Per Paludan Hansen sad i Dialogprisens jury sammen med Winni Grosbøll, borgmester i Bornholms Regionskommune, Vibeke Rask Grøn, journalist og Speakers' Corner vært, og Ole Kragelund, folkemødedeltager. Ole Kragelund var en af de 80 folkemødedeltagere, som afleverede en nominering.
47 politikere nominerede
I alt 47 politikere blev nominerede til prisen, som blev uddelt for første gang – på initiativ af DFS og Bornholms Regionskommune.
I sin tale citerede Per Paludan nogle af de folkemøde-deltagere, der nominerede Esben Lunde Larsen. De skrev bl.a., at han:
- Er utrolig lydhør over for borgerne
- tager sig god tid til at snakke, og som
- fortæller ærligt om de ting, han tager med hjem
Nysgerrig
Da prisen skulle uddeles fra Speakers’ Corner, søndag, var Esben Lunde Larsen allerede videre – til dyrskue i Tarm. Derfor var han med på en telefonforbindelse ved overrækkelsen. Han takkede og sagde:
”Når jeg tager til folkemøde, er jeg nysgerrig efter viden og forståelse – og jeg forsøger at bygge bro mellem holdninger.”
Som prisvinder modtager Esben Lunde Larsen et weekendophold for to på Stammershalle Badehotel, der har sponsoreret prisen, og en statuette af den bornholmske kunstner, Paul Ranslet. Statuetten må han dog aflevere videre til næste års prisvinder.