Arrangørhjælp og puljemidler til Forskningens Døgn

Arrangørhjælp og puljemidler til Forskningens Døgn

Thursday, November 7, 2013

I april 2014 gennemføres for tiende gang den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Uddannelsesministeriet inviterer til seminar for lokale arrangører og stiller 1 mio. kr. til rådighed.

Forskningens Døgn 180

Formålet med Forskningens Døgn er at øge borgernes interesse og forståelse for den forskning, som finder sted i hele landet. Det sker gennem en bred vifte af arrangementer, der illustrerer forskningens betydning for vores hverdag. I 2014 afholdes festivalen den 24., 25. og 26. april.

Inspiration fra ind- og udland
Arrangørseminaret, der finder sted den 25. november på Den Blå Planet i København, tilbyder inspiration og vidensdeling. Desuden får deltagerne mulighed for at besigtige den Blå Planets nye udstillingsakvarium og blive opdateret på deres igangværende forskningsprojekter.

På programmet er gode cases fra Odense og Aarhus samt information om videnskabsfestivaler andre steder i verden. Endelig fortæller en repræsentant for Danmarks Radio, hvordan mediehuset prøver at lave spændende og vedkommende videnskabsformidling. 

Puljemidler
I 2014 er der 1.000.000 kr. til rådighed – under forudsætning af, at den postering i finanslovsforslaget ikke forsvinder under forhandlingerne.
Det er enheder i den offentlige sektor, som kan søge, men foreninger, skoler og private virksomheder kan også få gavn af pengene, hvis de ”… indgår i et ligeværdigt samarbejde med en offentlig institution om gennemførelsen af et arrangement,” skriver Uddannelsesministeriet.
Puljemidlerne er opdelt i to puljer:

  • Pulje 1 er til store og meget synlige arrangementer, der tiltrækker et publikum på 100 eller flere personer.
  • Pulje 2 er til mindre og/eller nye arrangører, der laver arrangementer og tiltrækker et publikum på under 100 personer.