Stop meningsløs dobbeltuddannelse

Stop meningsløs dobbeltuddannelse

Monday, October 1, 2012

Anerkendelse af realkompetencer fungerer ikke godt nok i praksis. Det fører til meningsløs dobbeltuddannelse og er en barriere for opkvalificering og uddannelsesudvikling, mener arbejdsgiverorganisationer.

Marianne Dissing 160
Marianne Dissing, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

"Den manglende anerkendelse afholder mange fra at læse videre, fordi de ikke kan få adgang til en relevant uddannelse, eller tvinger dem til at starte forfra og lære noget, de allerede kan. Det er meningsløs dobbeltuddannelse og en barriere for den opkvalificering og uddannelsesudvikling af arbejdsstyrken, som Danmark har brug for."
Sådan skriver repræsentanter for to af Danmarks arbejdsgiverorganisationer i et debatindlæg i Politiken den 1. oktober. Forfatterne er Marianne Dissing, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, og Niels Milling, underdirektør i Dansk Erhverv.

Fungerer ikke
Arbejdsgiverne har brug for "veluddannede, fleksible og omstillingsparate medarbejdere", skriver de to underdirektører, og det kræver løbende kompetenceudvikling. Derfor beklager de, at det er svært at få anerkendelse for erhvervserfaring i uddannelsessystemet.
"Realkompetencer er alle de kompetencer, personen har, uanset om de er opnaet ved uddannelse, erhvervserfaring, frivilligt arbejde eller andet. Men i praksis fungerer denne ordning med at anerkende realkompetencer desværre langtfra godt nok," skrive de.

Gennemsigtighed og uafhængighed
De to organisationer har tre forslag til at løse denne situation:
- "… at der skabes mere gennemsigtighed, ensartethed og systematik i anvendelsen af realkompetencevurdering og meritgivning."
- at der sker "…en central kvalitetssikring og erfaringsopsamling af praksisserne på uddannelsesinstitutionerne".
- at der "… skabes økonomisk uafhængighed. Så uddannelsesinstitutionerne ikke oplever anerkendelse at realkompetencer som et tab af merindtjening.