Seniorer er en ressource

Seniorer er en ressource

Monday, December 10, 2012

Seniorer har meget at byde på og er særdeles vidende og læringsparate. Dette blev understreget på den nationale afslutningskonference for EU's år 2012 for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne.

Karen Hækkerup 160
Er kvinden på 92, som foretrækker at læse sin daglige avis på iPad, gammel, spurgte social- og integrationsminister Karen Hækkerup på konferencen.

Konferencen fandt sted i København mandag den 4. december, hvor to ministre, specialister i sundhed, byplanlægning og økonomi, film, amatørteater og præmieuddeling til gode projekter lovede at fastholde opmærksomheden om temaet.

Projekter, der fremmer seniorers læring og aktive rolle i samfundet, er blevet gennemført både i Danmark og i resten af Europa som led i EU's temaår. Flere politikudmeldinger og anbefalinger om seniorers ressourcer og alle generationers uddannelsesbehov har også set dagens lys i løbet af året. Og på DR er der blevet produceret en række både TV- og radioudsendelser.

Værd at huske om læringsudbud
På en europæisk konference med titlen 'One Step Up in later life' - Learning for active ageing and intergenerational solidarity', som samlede uddannelsesfolk og folkeoplysere fra hele Europa i to dage i november i Bruxelles, blev der lavet et memorandum om seniorer og læring.
Memorandum betyder i bund og grund, at det er noget, der er værd at huske. Deltagerne påtog sig ansvar for at videreformidle indholdet så bredt som muligt. Nøglebudskabet er, at seniorer har meget at byde på og er særdeles vidende og læringsparate. Det giver god mening at udbyde læring for denne målgruppe. Især ikke-formel le tilbud. Endelig stilles der spørgsmålstegn ved, hvornår man egentlig bliver ældre.

Ældrebidraget og avisen på iPad
På afslutningskonferencen spurgte social- og integrationsminister Karen Hækkerup, om den frivillige på 92, som hun havde mødt på et plejecenter i Ballerup, er gammel. Eller om den kvinde på samme alder, som foretrak at læse sin daglige avis på iPad, fordi det var upraktisk at skulle slæbe så mange aviser ned i containeren, er gammel.
Astrid Krag, minister for sundhed og forebyggelse, talte om ældrebidraget - ikke ældrebyrden, og vigtigheden af at skabe sunde rammer i samfundet, som giver alle borgere mulighed for at tage ansvar.
Begge håbede, at temaåret ville give afsæt til mere aktiv aldring og gode relationer mellem generationer fremover.

Opadgående gennemsnitsalder
I 2060 vil en tredjedel af Europas befolkning være over 60. I 2080 vil 10 procent være over 80. Fire generationer er allerede et faktum. Bedsteforældre er erhvervsaktive, eller engagerede i frivillige organisationer.
Det betyder, at vi lærer og lærer fra os på tværs af flere generationer. Vi er aktive længere, fordi vi lever længere. Vi går i skole og uddanner os. Vi lærer på ny og måske på en anden måde. På lynkurser eller bare ved instruere hinanden, gennem  IT og telefoner på nettet.