Restbeløb uddeles

Restbeløb uddeles

Monday, February 6, 2012

Der er penge til overs i DFS' pulje til projekter, som udvikler, videreudvikler eller afprøver nyskabende folkeoplysende aktiviteter.

Oprindleligt var der ansøgningsfrist til DFS' Pulje B den 1. november sidste år. Puljeudvalget behandlede ansøgningen og uddelte beløb af forskellige størrelse. 
Men der er stadig penge tilbage i årets pulje. Derfor indkalder udvalget igen ansøgninger, der skal være modtaget på DFS' sekretariat senest den 1. marts.

Pengene kan søges af DFS' medlemsorganisationer, dog ikke medlemmer af Oplysningsforbundenes Fællesråd, da de modtager denne type støtte direkte uden om DFS.
Pengene uddeles af et udvalg under DFS' bestyrelse, og tildelingen følger retningslinjerne, som alle ansøgere opfordres til at læse grundigt.

Blandt betingelserne er:
• at der skal være oplysning og debat i projektet
• at projektet udvikler, videreudvikler eller afprøver nyskabende folkeoplysende aktiviteter
• at der er en klar sammenhæng mellem formål, projektets organisering og budgettet.

Der kan ikke søges tilskud til ordinær aktivitet (herunder f.eks. årsmøder, årsrapporter, jubilæumsarrangementer, opdateringer/fornyelse af websites og/eller info-materiale,) og heller ikke til studieture eller intern uddannelse af egne medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer o. lign.
Lokale afdelinger/skoler skal søge via deres landsorganisation.