Poul Friis hædret som folkeoplyser

Poul Friis hædret som folkeoplyser

Wednesday, May 16, 2012

”Vi vil gerne betragte dig som folkeoplyser, selv om du måske ikke selv har tænkt på, at du er det,” sagde DOF’s formand, da han overrakte radiovært Poul Friis DOF-prisen.

Ingolf C og Poul Friis 260
Ingolf Christensen overrækker DOF-prisen til Poul Friis.

Det var på Dansk Oplysningsforbunds landsmøde den 12.-13. maj på Bygholm Park i Horsens, at DOF's formand Ingolf Christensen motiverede tildelingen af DOF-prisen 2012 på 10.000 kr.

Respekt og engagement
Poul Friis er kendt for sine interviewprogrammer på DR, hvor han giver sig tid til - over en time - at føre en egentlig samtale med sin gæst. Programmet hedder "P1 Formiddag - med Poul Friis", og DR præsenterer det således: "Tid, respekt og engagement er de vigtigste ingredienser i en udsendelse, der forsøger at tage sagen, lytterne og deltagerne alvorligt."Videre sagde Ingolf Christensen:
"Dansk Oplysnings Forbund ønsker at anerkende og støtte din indsats for at sprede viden og skabe debat om væsentlige og aktuelle samfundsmæssige emner med relevans for den brede offentlighed."

Redskab er til at begå sig
Han understregede, at Poul Friis som radiovært med sit program på DR bidrager til en af folkeoplysningens kerneopgaver, som det også blev formuleret i kommissoriet for det nationale folkeoplysnings-udvalg, der stod bag den seneste lovrevision af folkeoplysningsloven: "..at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund."
"Disse værdier, som vi synes Poul Friis også repræsenterer, ligger klart til grund for arbejdet i Dansk Oplysnings Forbunds medlemsskoler, og det ønsker vi at understrege med denne hædersbevisning," sluttede formand Ingolf Christensen, der havde holdt kortene tæt ind til kroppen over for den intetanende prismodtager Poul Friis, der var inviteret som oplægsholder på DOFs landsmøde.