Løftestang for udstødte grupper i Østeuropa

Løftestang for udstødte grupper i Østeuropa

Wednesday, December 12, 2012

”Det handler om at bruge undervisning til at løfte eleverne og forbedre de sociale og demokratiske forhold for dem.” Sådan skriver formanden for Kofoeds Skoles Oplysningsforbund, der har hjulpet med at oprette folkeoplysende skoler i otte østeuropæiske lande.

Ole Meldgaard 120
Ole Meldgaard er formand for Kofoeds Skoles Oplysningsforbund og mangeårig medarbejder på Kofoeds Skole og som i alle årene har været engageret i skolens internationale arbejde.

Ole Meldgaard fortæller i DOF Nyt om oplysningsforbundets arbejde med at præsentere "…en social model, som kombinerer socialt arbejde med undervisning".
DOF Nyt er medlemsblad for landsorganisationen Dansk Oplysnings Forbund, hvor Kofoeds Skoles Oplysningsforbund er medlem.

Folkelige foretagender
Arbejdet har fundet sted i Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien, Bulgarien, Ukraine, Slovenien og Armenien. I artiklen skriver Ole Meldgaard bl.a.:
"En anden gren af arbejdet var at oprette Kofoeds Skoler.
Arbejdet blev ofte gjort helt fra bunden med etablering af foreninger, for skolerne er alle folkelige foretagender, altså NGO'er, finde egnede medarbejdere, finde bygninger og indrette dem, indkøbe udstyr og tilrettelægge programmer med vejledning, undervisning, værkstedstræning og opbygge herberger for hjemløse og opbygge afvænning for misbrugere."

Selvtillid og færdigheder
"Det handler om at bruge undervisning til at løfte eleverne og forbedre de sociale og demokratiske forhold for dem. Der er undervisning på alle skolerne for eleverne, som er langtidsarbejdsløse, hjemløse, alkoholikere, tidligere fanger og elementært fattige mennesker.
Princippet er at de sociale institutioner også skal være pædagogiske institutioner, som kan løfte de udstødte grupper og give dem selvtillid og færdigheder, så også de får en plads i den nye demokratiske udvikling.
Ofte kommer de, fordi de har nogle helt elementære behov for mad, tøj eller et bad. Til dette behov knytter vi undervisning."

Kofoed og Grundtvig
"Udover vores egen guru, Hans Christian Kofoed, som oprettede Kofoeds Skole i 1928, tog vi også Grundtvig med og berettede om folkehøjskoler og voksenundervisning i Danmark, og hvordan folkeoplysning har været med til at skabe vort folkestyre og hjælpe nye klasser frem.
Der er to store danskere, som har lært os noget, det er Kofoed og Grundtvig, siger de i Polen."