Kommunal kulturkamp

Kommunal kulturkamp

Monday, June 11, 2012

Kommunerne skærer på kultur og fritid. Det fører til stor kreativitet i foreningerne, men er det den ønskede kreativitet? Det var et tema, da Fritid og Samfund holdt repræsentantskabsmøde

F&S rep2012 300
Formanden for Fritid og Samfund, Leif Max Hansen, byder velkommen til repræsentantskabsmødet.

Kommunerne skal spare, og der kommer ikke flere penge til idrætslivet. Der er tydelige forskelle mellem landsdelene. I Østdanmark giver kommunerne i gennemsnit højere tilskud og yder større service end i Vestdanmark.
Det var et emnerne for den paneldebat som indledte Fritid og Samfunds repræsentantskabsmøde den 1. juni i Nyborg. I panelet sad:
• Ole Brændgaard, forenings- og kommunekonsulent, DGI Østjylland
• Anders Høgstrup, Kultur- og fritidschef, Randers Kommune
• Kai Raun, drifts- og idrætsinspektør, Allerød Kommune
• Søren Gøtzsche, konsulent, DIF Udvikling
"Når kommunerne sparer, vokser kreativiteten. I mange foreninger yder deltagerne en stor indsats for at få tingene til at fungere. Men i yderste konsekvens bliver aktiviteterne 'sorte'. Deltagerne betaler et beløb, som træner eller underviser stikker i lommen som honorar. Og man låner lokaler uden at betale leje," sagde Søren Gøtzsche.

Videncenter eller ej?
På repræsentantskabsmødet deltog i alt 20 personer, fortrinsvis ansatte i kommunernes fritids- og kulturforvaltninger, men også repræsentanter for de store idrætsforbund. Undertegnede deltog som repræsentant for DFS.
Formanden Leif Max Hansen omtalte det kommende Videnscenter, som endnu ikke har fundet sin faste form. Han var imod at placere det sammen med Idrættens Analyseinstitut (IDAN) og så hellere, at pengene bruges af de folkeoplysende organisationer selv.

Kommunal folkeoplysningspolitik
Sekretariatschef Steffen Hartje aflagde beretning. Foreningen udgiver et medlemsblad, selv om det er blevet noget dyrere at distribuere det.
I samarbejde med DUF og DFS har Fritid og Samfund oprettet en hjemmeside om arbejdet med at implementere den nye folkeoplysningspolitik (www.folkeoplysningspolitik.nu). Med de samme samarbejdspartnere gennemførte foreningen fem velbesøgte regionale konferencer om folkeoplysningspolitik i kommunerne.
Desværre manglede der samarbejde og koordinering med Kommunernes Landsforening (KL), som afholdt regionale møder samtidigt. Man oplever at KL holder sig for sig selv i øjeblikket.
Foreningen har også deltaget i flere internationale projekter.

Frivillig i det kriminalpræventive
Søren Gøtzsche aflagde beretning fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor han repræsenterer Fritid & Samfund. Søren Gøtzsche mente, at Rådet er helt uvidende om det frivillige foreningsliv.
"De frivillige folkeoplysende foreninger gør en stor indsats for at inddrage de unge, så de holder sig væk fra kriminalitet," sagde han.