Udkants Danmark rammes også på folkeoplysningen

Udkants Danmark rammes også på folkeoplysningen

Monday, April 11, 2011

I mange landkommuner er aftenskoler og folkeuniversitetskomiteer det sidste fritidstilbud, der er tilbage til voksne. Men udkantskommunerne i Danmark skærer endnu hårdere på folkeoplysningen end landets øvrige kommuner.

Skolen lukker, biblioteket lukker, den sidste butik lukker. Det er situationen i mange byer i det, der bliver kaldt Udkants Danmark. Ikke meget er tilbage, der kan binde det lokale samfund sammen - undtagen aftenskoler og folkeuniversitet.

Endnu har hver eneste kommune i Danmark - med én undtagelse - en aktiv aftenskole. De fleste har oven i købet mere end ét tilbud. I 91 ud af landets 98 kommuner tilbyder mindst tre af de landsdækkende oplysningsforbund aftenskolekurser. Det fremgår af en undersøgelse, DFS gennemførte i januar/februar i år.
Men det er ikke sikkert, at folkeoplysningen kan blive ved med at holde skansen. Lige netop i Udkants Danmark bliver aftenskolerne nemlig ekstra hårdt ramt af nedskæringer på den kommunale støtte.
Det fremgår af en netop opdateret version af "Notat om aftenskolernes økonomiske situation".

Ned af i forskellig fart
Allerede mens regeringens folkeoplysningsudvalg arbejdede, dokumenterede DFS, at kommunerne samlet set skærer mere og mere på støtten hvert eneste år. De nyeste tal viser, at aftenskolerne har mistet 46,4 procent af støtten mellem 2002 og 2011.
I udvalget dokumenterede vi også de ekstreme forskelle mellem kommunerne. I budgetterne for 2011 afsætter den mest folkeoplysningsvenlige kommune 20 gange så meget som den mindst folkeoplysningsvenlige. Den sidste er Haderslev, som allernådigst uddeler 7 kr. pr. borger i støtte til aftenskolerne.

Skævvridningen fortsætter
Af en ny beregning, DFS har udarbejdet, fremgår det, at Udkants Danmark er allerhårdest ramt, også på folkeoplysningen. Vi har set på de 29 kommuner, som regeringen i efteråret 2010 definerede som udkantskommuner.
På grund af kommunalreformen kan vi kun følge disse kommuner tilbage til 2007, og Kommunernes Landsforening har foreløbig kun regnskabstal frem til og med 2009. Men udviklingen i disse to år taler også for sig selv. I gennemsnit mistede landets aftenskoler 5,5 procent af deres tilskud i disse to år, men aftenskolerne i udkantskommunerne mistede 13,3 procent.
Og skævvridningen ser ud til at fortsætte. Det viser budgettallene for de følgende to år. Fra 2009 til 2011 har kommunerne i gennemsnit nedsat støtten til aftenskolerne med 7,6 procent, men kommunerne i udkantskommunerne har skåret med 15,8 procent.