Med tre forskellige indlæg har folkeoplysningen i den seneste uge gjort opmærksom på sig selv. Samfundet får meget for folkeoplysningspengene skrev John Meinert Jacobsen og Per Paludan Hansen sammen i Politiken, mens John Meinert Jacobsen gik ind i debatten om den stigende ungdomsarbejdsløshed i Jyllands-Posten.
"Folkeoplysning anno 2011 er meget mere end aftenskolekurser i
pileflet på den lokale kommuneskole." Med afsæt i forventede
fordomme beskrev to oplysningsforbundsledere i Politiken den 24.
marts, hvad folkeoplysningen bidrager til samfundet med.
John Meinert Jacobsen og Per Paludan Hansen er ledere af
henholdsvis AOF-Danmark og LOF. Sammen repræsenterede de Dansk
Folkeoplysnings Samråd i regeringens folkeoplysningsudvalg.
Kommentaren kom vidt omkring fra traditionel aftenskolevirksomhed
til beskæftigelsesindsatser, integrationsarbejde og
sundhedsfremme.
"Og vi vil og kan meget mere af det samme: formidle offentlige
oplysningskampagner, udvikle aftenskolen og i endnu højere grad end
hidtil være brobygger til uddannelse og en aktør i voksen- og
efteruddannelsessystemet," skrev de.
Økonomisk fornuft
I indlægget kom de ind på den faldende kommunale støtte og
skrev:
"Som folkeoplysning har vi brug for samfundets opbakning til, at
denne funktion ikke udhules og kommercialiseres.
Omvendt kan samfundet fremadrettet spørge sig selv: Kan vi bruge
foreningerne i Danmark på nye måder? Også økonomisk giver det
mening. Med alle de goder, der følger af oplysningsforbundenes
arbejde, får samfundet meget for få penge. Men tænk på perspektivet
i et øget samarbejde mellem det offentlige og foreningerne. I en
tid, hvor velfærden er under pres, er der behov for at tænke på nye
måder og inddrage de fordele, der kan være i alt det gode,
folkeoplysningen kan tilbyde nu og i fremtiden."
Det menneskelige møde
På baggrund af dette indlæg og det debathæfte, som DFS netop har
udsendt, deltog Per Paludan Hansen mandag den 28. marts i Poul
Friis' samtale og debatprogram på P1. Udfordret på
folkeoplysningens relevans i vores tid sagde Per Paludan Hansen
bl.a.:
"Kursisterne finder vores tilbud på nettet, og de betaler via
deres PC. Men når de kommer til os, står de over for en lærer i kød
og blod, og de møder andre mennesker, som de kun udveksle viden og
meninger med.
Det er her vores force er. Vi går i dybden, og vi leverer rammen
for det menneskelige møde."
Folkeoplysende brobygning
I Jyllands-Posten den 24. marts advarede John Meinert Jacobsen mod
det stigende antal unge, der er på kontanthjælp:
"Vi ved - fra den store ungdomsarbejdsløshed i slutningen af 1970'
erne til midt i 1980' erne - at ingen eller kort uddannelse parret
med langvarig ledighed fører til, at man aldrig kommer ud på
arbejdsmarkedet, men hutler sig gennem tilværelsen på
overførselsindkomst," skrev han.
På den baggrund argumenterede han for en ny uddannelsesmodel: "…et
brobygningsforløb mellem det, som den unge kan, og det, som den
unge skal kunne for at få en kompetencegivende uddannelse."
I den forbindelse henviste han til DFS-udgivelsen "Mønsterbrydende
læringsrum i folkeoplysningen", som dokumenterer, at
folkeoplysningen er særlig velegnet til at udforme sådan et
brobygningsforløb.
Per Paludan Hansen og John Meinert Jacobsen
Debatindlæg: Meget mere end kartoffeltryk
Debatindlæg: Så rammes de unge - igen
Hør samtaleprogrammet med Poul Friis og Per Paludan Hansen
Debathæftet "Drastiske ændringer er nødvendige"
"Mønsterbrydende læringsrum i folkeoplysningen"