Tre nye værktøjer til realkompetencevurdering

Tre nye værktøjer til realkompetencevurdering

Tuesday, January 9, 2007

Dokumentér de kompetencer, du har opnået gennem folkeoplysning, foreningsarbejde eller frivilligt arbejde. Det er et helt aktuelt tilbud fra Knowledgelab ved Syddansk Universitet.

Tilbuddet er resultatet af et udviklingsprojekt, som SDU/ Knowledgelab har gennemført for Undervisningsministeriet. Det er mundet ud i tre hjemmesider, hvor man kan udfylde et skema enten til eget brug, til et uddannelsessted eller til en arbejdsgiver.

I projektbeskrivelsen stod der bl.a. "Hidtil har vi fået papir på de kompetencer, vi har erhvervet os i de formelle uddannelser, men indførelsen af realkompetencevurdering åbner mulighed for, at den enkelte kan få anerkendelse for kompetencer erhvervet i andre livssammenhænge. Folkeoplysning og foreningsliv udgør et særligt læringsrum. Når man synliggør og dokumenterer den enkeltes kompetencer på dette område åbner det for anerkendelse i forhold til formel uddannelse og arbejdsmarked. Samtidig åbnes mulighed for gensidig dialog og i nogle tilfælde grænseoverskridende dialog og udvikling på tværs af sektorer."

I introduktionen til folkeoplysnings-skemaet skriver Knowledgelab: "Med realkompetenceværktøjet på www.realkompetence-folkeoplysning.dk har du nu mulighed for at beskrive og dokumentere de særlige kompetencer, som du har udviklet i folkeoplysningen - eks. aftenskole, højskole, husholdningsskole, håndarbejdsskole, daghøjskole, produktionsskole eller efterskole. Det foregår ved, at du udfylder et spørgeskema, der målrettet handler om det, du har lært dig i folkeoplysningen. Enten udfylder du spørgeskemaet alene, eller også gør du det sammen med en sparringspartner. Resultatet er en beskrivelse af dine realkompetencer. Beskrivelsen kan bruges, når du søger job, eller søger optagelse på en uddannelse. Realkompetence er alt det, du kan, uanset hvor du har lært det. Noget har du papir på, andet er noget, du bare kan. Denne realkompetencebeskrivelse er et bidrag til at synliggøre din samlede realkompetence, og bliver derfor et supplement til dit CV."