Ny lov skal være bredere end folkeoplysningsloven

Mens idrætten arbejder for at få en særlig foreningslov for idrætten og ungdomsarbejdet, foreslår to foreningseksperter, at man i stedet går den modsatte vej. En ny foreningslov skal bl.a. også omfatte ældreforeninger, amatørkulturen og frivillige sociale foreninger.

Af Michael Voss

Debatten om folkeoplysningens fremtid fortsætter i Fritid & Samfunds blad "kultur & fritid". I det nyeste nummer giver en række organisationsrepræsentanter og andre med ekspertviden om foreningslivet og folkeoplysningen deres syn på, hvad der skal komme ud af arbejdet i det nationale folkeoplysningsudvalg.

Redaktionen af "kultur og fritid" har bedt bidragsyderne lægge vægt på de mulige lovændringer, der kan komme ud af arbejdet i det nationale folkeoplysningsudvalg. Derfor fylder debatten om en eventuel opdeling i to eller flere love også en del.
Bidragyderne er:
• Jens Bjerregaard, Idrættens Analyseinstitut
• Hans Stavnsager, kommunikationsrådgiver og tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd
• Per Paludan Hansen, formand for DFS
• Bjarne Ibsen, professor, Institut for Idræt og Biomekanik
• Rune Siglev, næstformand, Dansk Ungdoms Fællesråd
• Leif Max Hansen og Steffen Hartje, hhv. formand og centerleder i Fritid & Samfund
• Ingolf Christensen, formand for Herning Aftenskole og formand for Dansk Oplysningsforbund
• Bente Schindel, sekretariatsleder i Kulturelle Samråd i Danmark

En bredere foreningslov
Hvis man vil ændre folkeoplysningsloven, så skal man også gå grundigt til værks, mener Hans Stavnsager:
"Netop fordi folkeoplysningsloven, berører så mange foreninger og mennesker, kræver en revision, at der investeres meget arbejdskraft og "politisk kapital" i processen."
Han anbefaler, at man starter med en grundlæggende debat "…om, hvad formålet med loven skal være, og hvem den skal omfatte."
I den forbindelse rejser han spørgsmålene:
"Er tiden løbet fra folkeoplysningsbegrebet, som mange foreninger har svært ved at spejle sig i? Og skal man måske formulere en egentlig foreningslov, der definerer forholdet mellem det lokale foreningsliv og de offentlige myndigheder, klarere end i dag?"
Ifølge Stavnsager må sådan en lov dække bredere end den nuværende folkeoplysningslov og bl.a. inkludere amtatørkulturen, frivillige sociale foreninger, ældreforeninger mv.

En lov - tre støtteformer
Også Bjarne Ibsen ønsker en sådan bredere foreningslov. Han peger på, at ældreforeninger, sociale hjælpeforeninger, patientforeninger og sociale og sygdomsbekæmpende foreninger i høj grad opfatter sig selv som folkeoplysende:
"Dette taler for en foreningslov, som omfatter alle former for offentlig støtte til foreninger, i stedet for særlige love for fx vokseundervisning og idræt. Men det forudsætter, at lovgivningen differentierer mellem forskellige former for støtte til forskellige formål," skriver han og henviser til den norske model, som skelner mellem tre former for frivillig virksomhed:
• Medlemsbaseret virke. "Når den offentlige sektor støtter sådanne foreninger, er det både fordi det antages, at deltagelse der fremmer demokratiske holdninger og handlinger, og fordi det tages for givet, at aktiviteterne er gavnlige for samfundet i bredere forstand, fx i form af integration og sundhed, selvom foreningerne ofte ikke har et sådant eksplicit sigte."
• Værdibaseret samvirke. Det tager sigte på realisering af nærmere angivne velfærdsmål, f.eks. integration, faglig kvalificering eller sundhedsfremme.
• Fortjenestefri velfærdsproduktion. Det handler f.eks. om selvejende institutioner og foreninger, der indgår driftsaftaler med kommunerne om at varetage særlige aktiviteter.

Tillid er bedre
Rune Siglev mener også, at aktiv deltagelse i foreningslivet lærer børn og unge om demokrati og medborgerskab i praksis. DUF's ønsker til en revision af loven er, at "….den skal sikre de bedste rammer for at drive levende foreningsliv, hvor indenfor fællesskaber om inddragelse og aktiv deltagelse kan trives og styrke dannelsen til demokrati og samfundsliv."
For at ungdomsorganisationerne kan udfylde den rolle bedste muligt er det ifølge DUF nødvendigt med et grundlæggende tilskud til foreningerne, netop fordi de er foreninger.
Derudover vil Rune Siglev gerne af med mange af de bureaukratisk tunge opgaver, som ungdomsforeningerne i dag er nødt til at kaste sig over for at få tilskud. "Kontrol er godt, men tillid er bedre," skriver han.
DUF's næstformand skriver ikke direkte, at han ønsker en opdeling af folkeoplysningsloven, men "…at vi får diskuteret fordele og ulemper ved at opsplitte det nuværende lovfællesskab, og overvejer værdien af at etablere en selvstændig foreningslov for de folkeoplysende foreninger, der beskæftiger sig med børn og unge."

Mere brugerindflydelse
De lokale folkeoplysningsudvalg i kommunerne er fokus for Leif Max Hansens og Steffen Hartjes fælles indlæg.
Deres hovedmål er at øge brugernes indflydelse på administrationen af lovgivningen, og til det formål mener de, at det er vigtigt at bevare de kommunale folkeoplysningsudvalg. De erkender, at der har været utilfredshed i nogle kommuner og skriver:
"Problemet med de udvalg, der ikke fungerer godt, er imidlertid ikke, at der har været for meget brugerindflydelse, men at der har været for lidt."
Deres løsningsmodel er et mere fleksibelt folkeoplysningsudvalg. "Det vil være oplagt at lade et eller flere folkeoplysningsudvalg indgå som en del af en nærdemokratimodel, således at udvalget fungerer som kontaktorgan for dialogen mellem byråd, foreningsliv og lokalsamfund, eller lade det indgå i den kommunale styringsstruktur på anden måde end den nuværende."

Forsvar friheden
Ingolf Christensen skriver en historie med fiktive kommuner og forskellige fremtidsvisioner. Han ser det som en stor hæmsko for det nationale folkeoplysningsudvalg, at det har bundet mandat, i og med at dets forslag skal være udgiftsneutrale.
I det lys håber han, at "…det i det mindste lykkes at bevare den frihed, som gennem generationer har været en helt indgroet eller indforstået del af vores opfattelse af det danske samfund eller af vores demokrati."
For aftenskoleformanden vil det være en katastrofe med øget politisk styring.

Ligestilling af kulturen
Bente Schindels udgangspunkt er, at civilsamfundet er ved at blive trængt i den danske demokratimodel, og at livslang læring er blevet præget af "instrumentel og erhvervsorienteret forståelse."
Hun mener, "…at vi alle skal være med til at genetablere symmetrien mellem stat, marked og civilsamfund, og at folkeoplysningens og foreningslivet kerneydelser fortsat er udviklingen af det menneskelige og medborgerlige…"
Med det udgangspunkt foreslår hun, at man ligestiller kulturelle aktiviteter med aftenskoleundervisning og idræt:
"Det er stadig uforståeligt, at idrætten er sikret lokaler til deres mange formål, mens kulturlivet stadig må nøjes med klasselokaler o.a. med alt hvad det indebærer af problemer.
Ifølge Bente Schindel har de kulturelle foreninger ikke nogen indflydelse i det kommunale folkeoplysningsudvalg, så dem ofrer hun gerne. I stedet ønsker hun uafhængige samråd for aftenskoler og foreningsliv - "uden politisk indblanding".