Nordisk viden om realkompetence

Nordisk viden om realkompetence

Thursday, March 18, 2010

Det kræver en holdningsændring hos uddannelsesinstitutionerne, hvis vi skal have succes med anerkendelse af realkompetence. Sådan konkluderede en repræsentant for Undervisningsministeriet efter at have deltaget i to dages seminar med fagfolk og eksperter.

Seminarets titel var "Validering og anerkendelse af tidligere tilegnede kundskaber". Det fandt sted den 3.-4. marts i København og var organiseret af Nordisk Netværk for Voksnes Læring (NVL) i samarbejde med Undervisningsministeriet.

Programmet var tilrettelagt af NVL's særlige ekspertnetværk om realkompetence.

Mere end skolebænken
Efter seminaret sagde fuldmægtig Benedikte Maul Andersen fra Undervisningsministeriet:

"Holdningen er jo desværre, at man lærer bedst på skolebænken, da det er den traditionelle måde at lære på. Derfor er vi alle her på seminaret bevidste om, at det kræver en holdningsændring - blandt andet hos uddannelsesinstitutionerne - hvis vi skal have succes med anerkendelse af realkompetencer. Uformel læring er ikke nødvendigvis det samme som det, man lærer på skolebænken, men det kan sagtens være lige så godt."