Guldkorn om klima-aktiviteter

Guldkorn om klima-aktiviteter

Monday, February 1, 2010

Den 21. januar lukkede og slukkede Peoples Climate Action med en evalueringskonference. På PCA’s hjemmeside kan man nu se og høre nogle af de guldkorn, som deltagerne bidrog med.

Projekter og medlemsorganisationer mødtes den 21. januar 2010 hos People's Climate Acion (PCA) for at evaluere projekter og aktiviteter før og under COP15. På konferencen diskuterede deltagerne blandt andet, hvordan kunst og kultur kan bruges til at nå nye målgrupper og få budskaber om bæredygtighed og energiomtanke ud.

PCA blev etableret af Udenrigsministeriet for at engagere civilsamfundet i forbindelse med klimatopmødet i København. Det var et samlingsorgan for alle organisationer med interesse i global opvarmning og klimatopmødet (COP15). DFS var med i PCA.

I løbet af dagen blev projektledere og medlemsorganisationer bedt om at evaluere i grupper og derefter vælge en talsperson til at formidle budskaberne. Det blev til fire hovedområder, nemlig kommunikation, projektindhold, organisation og finansiering.

Konferencens eftermiddag handlede om det fremtidige arbejde, og her gav klimadirektør fra Mandag Morgen Per Meilstrup, fremtidsforsker Kirsten Poulsen fra Firstmove og formand Martin Lidegaard fra tænketanken CONCITO bud på tendenser hos befolkningen fremover.