Glæde over Teaterudvalgets rapport

Glæde over Teaterudvalgets rapport

Monday, May 17, 2010

Den folkelige, brede interesse for selv at være udøvende bør værdsættes som et helt afgørende fundament for den professionelle scenekunst eksistens, mener Teaterudvalget. Amatørteatrenes formand er helt enig.

Da DATS - Landsforeningen for Dramatisk Virksomhed - tidligere på måneden afholdt landsmøde, udtrykte landformand Lisbet Lautrup Knudsen stor tilfredshed med, at Teaterudvalget i Rapporten "Veje til udvikling" så klart giver udtryk for amatørteatrets rolle og betydning som fundament for den professionelle scenekunst. Teaterudvalget, som var nedsat af kulturministeren, afgav rapport den 22. april i år.

Ligesom DATS savner Teaterudvalget en samlet handlingsplan for scenekunstens fødekæde a la den musikpolitiske handlingsplan "Nye toner". Målet er at rekruttere elever til teater- og danseuddannelserne, men også at sikre et fremtidigt teaterkyndigt publikum. En handlingsplan der tænker mere i fødekæden mellem skoler, uddannelse, amatørteatre og professionelle teatre.

Teaterudvalget mener endvidere, at "Scenekunstudvalget bør i langt højere grad, end det har været tilfældet indtil nu, danne bro til hele amatørteaterområdet via DATS. I lighed med musikområdet bør den folkelige, brede interesse for selv at være udøvende værdsættes som et helt afgørende fundament for den professionelle scenekunst eksistens".
"Ja, vi kunne næsten ikke have udtrykt det bedre selv," sagde DATS' formand.