Forskelle på folkeoplysning i de nordiske lande

Folkeoplysningen har stærke fælles rødder i de nordiske lande. Men både hvad angår indhold, organisering og finansiering er der i dag store forskelle. En rapport om ligheder og forskelle skal inspirere arbejdet i det nationale folkeoplysningsudvalg.

"Folkeoplysningen i de nordiske lande byder på en rig variation af organisatoriske,
lovgivningsmæssige og økonomiske rammer. Systemerne og den forvaltningsmæssige praksis for folkeoplysningen er vidt forskellig fra land til land, og på mange måder skiller Danmark sig ud fra de andre nordiske lande."
Sådan indledes en 50 siders rapport om folkeoplysning i de nordiske lande, som DFS har udarbejdet for regeringens folkeoplysningsudvalg.

Blandt forskellene, der opsummeres i indledningen, er:
• Begrebet kultur fylder betydeligt mere i Sverige, Norge og Finland end i Danmark.
• I Sverige har folkeoplysningen større politisk og organisatorisk autonomi.
• I de øvrige tre nordiske lande er staten betydeligt mere involveret i folkeoplysningen end iDanmark.
• Studiekredsen er imidlertid betydeligt mere udbredt som tilrettelæggelsesform i de andre nordiske lande end i Danmark
• I Norge og Finland udbyder henholdsvis studieforbundene og studiecentralerne både formel og ikke-formel undervisning, hvis de er i stand til det, og fylkerne/amterne og kommunerne ønsker det.
• Folkeoplysningen i Danmark er i al overvejende grad finansieret og reguleret kommunalt. I de øvrige nordiske lande er folkeoplysningen først og fremmest finansieret direkte af staten.
• I Danmark og Norge er folkeoplysningens adgang til gratis lokaler lovsikret. Det er den derimod ikke i Sverige og Finland. Der ejer man til gengæld i højere grad de lokaler, man bruger i det folkeoplysende arbejde.
• Der eksisterer et tættere og mere målrettet samarbejde mellem offentlige myndigheder og folkeoplysningen i de tre øvrige nordiske lande end i Danmark.
• Hvad angår statistik på det folkeoplysende område halter Danmark bagefter de andre nordiske lande.