DFS ønsker mere kvalitet i realkompetencearbejdet

DFS ønsker mere kvalitet i realkompetencearbejdet

Wednesday, September 1, 2010

Loven undervurderer den selvstændige værdi, som borgeren har af at få afklaret og dokumenteret sine realkompetencer og blive vejledt i, hvordan man udnytter dem og forbedrer dem. DFS stiller seks forslag til forbedring arbejdet, bl.a. for at styrke kvaliteten og professionalismen.

Det skriver DFS i sit input til den igangværende status over loven om øget anvendelse af realkompetencevurdering.
Den 6. juni 2007 trådte loven om udbygning af anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet i kraft. Loven betyder, at borgerne fik bedre muligheder for at få vurderet deres realkompetencer. En vurdering, som kan få betydning for, hvilken voksen- og efteruddannelse de kan deltage i.
Ifølge loven skal der gøres status i 2010, den såkaldte lovovervågning. Til det formål har Evalueringsinstituttet (EVA) udarbejdet en rapport " Anerkendelse af realkompetencer på VEU-området mv."

Evaluering og høring
Undervisningsministeriet har indkaldt høringssvar fra en række organisationer og institutioner, som dermed får mulighed for at bidrage til lovovervågningen.
I sit svar tilslutter DFS sig generelt EVA's konklusioner, men påpeger, at EVA-rapporten har haft en forholdsvis snæver ramme, nemlig analyse af hvordan den eksisterende lovgivning er blevet udmøntet. EVA har ikke evalueret loven som sådan og problematiserer følgelig heller ikke struktur, organisering og ansvarsplacering i henhold til lovgivningen.

Formel fokus
Derfor præsenterer DFS i høringssvaret nogle indvendinger og fremlægger forslag til forbedring af rammerne for arbejdet med anerkendelse af realkompetence. DFS skriver bl.a.:
"For det første mener vi, at perspektivet og lovgivningen fokuserer for snævert på realkompetencevurdering i forhold til det formelle uddannelsessystem og dermed undervurderer den selvstændige nytteværdi af realkompetenceafklaring, -dokumentation og -vejledning.
For det andet mener vi, at der er behov for mere forskning, styrkelse af kvalitet, professionalisme og information samt en målrettet prioritering af indsatsen på feltet."

Seks forslag
For udbygge og styrke arbejdet fremsætter DFS seks forslag:

1. Der skabes lovgivningsmæssige rammer for et fleksibelt tilbud om afklaring og dokumentation af realkompetencer
2. Der udvikles et kvalitetskodeks
3. Indsatsen professionaliseres gennem et uddannelsesmodul.
4. Forskningen på området styrkes
5. VEU-centrene får RK-indsatsen på deres felt som et prioriteret indsatsområde
6. Informationsindsatsen styrkes