10 ungdomsforslag til folkeoplysningsloven

10 ungdomsforslag til folkeoplysningsloven

Wednesday, April 7, 2010

”Vi ønsker minimums-standarder for tilskud til lokaler, aktiviteter og lederkurser, så foreningerne ikke rammes, når kommunen har en dårlig økonomi,” siger næstformanden i Dansk Ungdoms Fællesråd. DUF har netop offentliggjort sine 10 bud på en revision af folkeoplysningsloven.

Rune Siglev er næstformand i DUF og medlem af det nationale folkeoplysningsudvalg, som er ved at lægge sidste hånd på sin afsluttende rapport. I rapporten vil udvalget anbefale en række ændringer af folkeoplysningsloven
"Nye tilskudsmodeller kan få stor betydning for børne- og ungdomsorganisationerne, når det gælder aktiviteter, udvikling og samarbejdsmuligheder," siger Rune Siglev.

Kommunerne svigter foreningslivet
Som indspark til lovgivningsarbejdet præsenterer DUF nu 10 bud på bedre foreningsvilkår. Baggrunden for de 10 bud er bl.a., at kommunerne til sammen har sænket tilskuddet til det frivillige foreningsliv med 9 procent fra 2002 til 2008.
Derfor fokuserer DUF's 10 bud på, hvordan man kan sikre sig, at kommunerne ikke bliver ved at med skære i tilskuddene. Omvendt ønsker kommunerne, at minimums-taksterne fjernes eller reduceres - for eksempel når det gælder lokaletilskud.
"Allerede i dag er der kæmpe forskelle på foreningernes vilkår rundt om i landet. Derfor ønsker vi minimums-standarder for tilskud til lokaler, aktiviteter og lederkurser, så foreningerne ikke rammes, når kommunen har en dårlig økonomi," udtaler Rune Siglev.

Støtte til nye initiativer
Blandt DUF's ønsker er også lov krav om, at de kommuner, som nedlægger folkeoplysningsudvalgene, skal etablere andre "formaliserede dialogfora". Desuden peger de på behovet for opstarts- og udviklingspuljer, der kan hjælpe nye foreninger og initiativer på vej.